Efterlyser 14-årig dreng i Horsens
En dreng med grønlandsk udseende er efter en påskeferie i Horsens ikke kommet hjem til sin plejefamilie i Mariager
Sydøstjyllands Politi eftersøger en 14-årig dreng, der sidst er set mandag aften i Horsens. Her skulle han gå fra sin biologiske mors adresse til toget for at rejse til plejefamilien i Mariager. Men det har han altså ikke gjort.
- Ingen har hørt fra ham siden i går aftes. Vi er ikke som sådan bekymret for hans sikkerhed, men en 14-årig dreng skal ikke bare gå rundt, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Svend Pedersen, til tv2oj.dk.
Eftersøgning af Niels uden resultat
Umiddelbart har politiet ikke mange spor at gå efter.
- Vi ved, at han har relationer til bekendte i Horsens og Vejle-området, og det søger vi op på i øjeblikket, forklarer Svend Pedersen.
Træt af skolen
Vagtchefen har et bud på, hvad der kan være sket med drengen.
- Det er en 14-årig, der er lidt træt af at gå i skole. Så han har måske set sit snit til at få en forlænget påskeferie, siger han.
Eftersøgning: Flere af Niels’ ting fundet i vandet
Indtil videre har man valgt ikke at offentliggøre et billede af drengen. Det venter politiet med, men man har et signalement af ham.
Han er ca. 168 cm høj, spinkel af bygning og grønlandsk af udseende. Han er sidst set iført en mørk kasket med firkløver.
Henvendelser i sagen kan ske til Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.