Restaurant fik vand i lokalerne
Aarhusiansk restaurant ærgrer sig over fald i omsætningen
Et stort byggeprojekt i latinerkvarteret i Aarhus har skabt oversvømmelser i nogle af de forretninger, der er naboer til byggeriet.
En af dem er den italienske Restaurant Passione i Borggade, der blandt andet har været tvunget til at holde lukket siden tirsdag på grund af vand i lokalerne og manglende vand i vandhanerne.
- Der er mange forretninger, der er rigtig sure, men når de stopper vandet på en restaurant, så kan vi ikke arbejde mere, siger Marcello Passalia, der er indehaver af Restaurant Passione.
Byggeriet, som Marcello Passalia henviser til, er den gamle maskinmesterskole, hvor mange af bygningerne er ved at blive revet ned for at gøre plads til nye lejligheder. Selve Maskinmesterskolen er nemlig rykket ned i Navitas på Aarhus Havn.
Rift om boligerne i Aarhus, men boligjagten kan blive sværere
Bygherren beklager
Oversvømmelserne har blandt andet resulteret i en del ødelagt inventar, fortæller Marcello Passalia, der er frustreret over situationen og det store fald i antallet af gæster den seneste tid.
Bygherren på det store byggeprojekt er NRE Group i Ikast beklager generne og forklarer, at oversvømmelserne skyldtes, at gravemaskiner tirsdag ramte en kloakledning, som ikke var afmærket på noget kort.
Nu skulle kloakafløbet være under kontrol igen, så butikkerne kan koncentrere sig om oprydningen.
Siden nedrivningen og byggeriet i Borggade begyndte, har Marcello Passalia tabt 80 procent af sin omsætning i restauranten, fortæller han.
- Problemet er konkret, at det får store konsekvenser for mange forretninger. Min forretning gik rigtig godt for tre måneder siden, men der sker ingenting mere. Det er rigtig skidt, siger Marcello Passalia.
I videoen øverst på siden kan du se mere om de problemer, som Marcello Passalia oplever i sin restaurant.