Ansat i daginstitution anmeldt for blufærdighedskrænkelse
Østjyllands Politi er ved at undersøge sagen nærmere
En mandlig ansat i den integrerede institution Møllehuset i Lystrup ved Aarhus er blevet meldt til politiet for blufærdighedskrænkelse, og han er blevet fritaget fra tjeneste, mens sagen undersøges af politiet.
Manden er blevet meldt til politiet mandag, og tirsdag aften var der indkaldt til forældremøde i institutionen, der primært består af børnehavebørn.
- En mandlig medarbejder er blevet politianmeldt for blufærdighedskrænkelse, og han er blevet fritaget for arbejde, hvilket er en fast praksis i sådanne sager, siger Ole Kiil Jacobsen, der er børn og unge-chef i Aarhus Kommune.
Politiet undersøger sagen
Manden er på nuværende tidspunkt ikke sigtet i sagen, som Østjyllands Politi nu er ved at undersøge.
Formodet indbrudstyv gik amok: Slog politibetjent flere gange
Anmeldelsen er sket på baggrund af en forældrehenvendelse. Herefter har institutionen kontaktet Aarhus Kommune, hvor et hold fra afdelingen 'Respekt for Grænser,' der har erfaring med sådanne sager, har undersøgt det nærmere.
Det har ført til, at den mandlige ansatte mandag er blevet meldt til Østjyllands Politi for blufærdighedskrænkelse.
Forældremøde tirsdag aften
Tirsdag aften var der så indkaldt til forældremøde i Møllehuset for at orientere forældrene i institutionen.
59-årig mand anholdt efter to brande i Randers mandag
- Vi havde også psykologer med ud til mødet, som har erfaringer med sager om børn. På den måde kan vi give forældrene nogle redskaber i forhold til de bekymringer, der er i denne slags situationer, siger Ole Kiil Jacobsen.
Østjyllands Politi bekræfter at have modtaget en anmeldelse, men ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, da det er en personsag.
Ole Kiil Jacobsen fortæller, at kommunen har sådanne sager 'et par' gange årligt, hvor det bliver meldt til politiet.
- I hovedparten af sagerne gennem årene er det endt med, at politiet har vurderet, at der ikke har været en sag, og de sager er derfor ikke blevet forlagt for retten, siger Ole Kiil Jacobsen og understreger, at det er en frygtelig sag for alle involverede.