Lektor: Aarhus bør gentænke dialogstrategi
Folketinget skal på banen, men Aarhus Kommune kan også gøre en indsats for at komme muslimsk parallelsamfund til livs
Det kan være meget svært at komme det muslimske parallelsamfund til livs, for kræfterne i de miljøer er stærke, lyder det fra Tina Magaard, der har forsket i islamisme og er tidligere konsulent for Integrationsministeriet.
Hun har blandt andet medvirket i den meget omtalte dokumentarserie "Moskéerne bag sløret", som TV2 har vist.
- For mange mennesker i Gellerupparken vil sharia stadig være en stærk ramme for deres liv, for ved at overholde sharia får du de gode point, så du kan komme i himlen, og hvis du bryder med sharia, så får du dårlige point, så du kommer i helvede. Mange mennesker har den forestilling, som kan være meget adfærdsregulerende, fortæller Tina Magaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udspil fra Aarhus-borgmester: Opgør med parallelsamfundet
Hun er ikke i tvivl om, at det kræver handling i Folketinget, hvis man skal parallelsamfundet til livs, men Aarhus Kommune kan også gøre en aktiv indsats.
I første omgang anbefaler hun, at Aarhus Kommune gentænker dialogstrategien og undlader at give for meget magt til imamerne, der undertrykker folk i lokalmiljøet.
Se hele indslaget med Tina Magaard i ovenstående video.