Danmarks hårdeste 10 km for en god sag
Aarhus 1900s stafetløb i slutningen af maj bliver andet end bare god motion
Camilla Nørbach skal til maj deltage i løbeklubben Aarhus 1900s 10 km stafetløb, som regnes for at være landets hårdeste med de mange bakker og skovstier. Men hun er ikke en hvilken som helst motionist. Den 27-årige horsensianer lider nemlig af den alvorlige sygdom cystisk fibrose.
Hun trodser sygdom og smerte og gør sig klar til løbet gennem et hårdt træningsforløb. Og selve stafetten bliver så også andet end en fysisk prøvelse. Aarhus 1900 har valgt at donere halvdelen af overskuddet fra løbet til foreningen for sygdommen.
- Jeg beviser, at jeg kan det, som alle andre kan ved at deltage i sådan et løb. Samtidig kommer Cystisk Fibrose Foreningen frem i lyset, fortæller hun om bevæggrundene for at deltage.
Camilla Nørbach er enormt glad for den opbakning, som hun og foreningen får fra løbeklubben.
2000 løbere trodsede bidende kulde
Hård hverdag
- De viser, at de tror på mig og hjælper foreningen frem. Der vil med garanti komme perioder, hvor det bliver svært, og så er det godt at have mennesker bagved, som støtter en, forklarer hun.
Den 27-årige motionist bruger meget af sin hverdag på sygdommen, der kræver behandling to timer om dagen, og resulterer i flere indlæggelser om året. Derfor er et motionsløb, som det Aarhus 1900 holder, også noget af en prøvelse.
- Jeg har færre kræfter til at prioritere løb og motion, men det er godt for mig, siger Camilla Nørbach og fortsætter:
- Det kan holde min sygdom i skak. I forhold til løbet skal jeg beregne en indlæggelse i foråret ind i forberedelserne. Jeg er nok nødt til at være i ekstra god form så.
Fra Aarhus 1900 lyder det, at klubben er glad for at støtte et godt formål.
Store præstationer af lokale atleter
Giver den gas
- Vi vil gerne give penge til gode formål, og vi er et løbeudvalg, der vil give den gas for at skabe overskud til fordel for cystisk fibrose, fortæller Ove Overballe fra Aarhus 1900s stafetudvalg.
Han kender selv til forløbet for en person med sygdommen, da hans chefs datter har cystisk fibrose.
- Ideen til at løbe for en god sag fik vi gennem et løb i Haderslev til fordel for Kræftens Bekæmpelse, forklarer Ove Overballe.
Hvis de lykkes at samle 2000 løbere til løbet den 22. maj vil omkring 100-150.000 kr. gå til Cystisk Fibrose Foreningen.
Du kan se interviews med Camille Nørbach og Ove Overballe øverst i artiklen.