Fakkeloptog mod hundeloven
Foreningen Dansk Muskelhunde demonstrerede i flere byer landet over
Hunde i alle størrelser og demonstranter i alle aldre. Sammen gik de lørdag gennem Randers by i fakkeloptog for at demonstrere mod hundeloven.
Det er foreningen Dansk Muskelhunde Union, der afholder et landsdækkende arrangement med fakkeloptog i flere byer for at mindes de hunde, der har ladet livet som følge af hundeloven, der trådte i kraft i 2010.
- Vi demonstrerer mod raceforbuddet. Og sætter fokus på alle de hunde, der er blevet aflivet uden at have gjort noget. Loven rammer nemlig en række hunde, som ikke er aggressive. Det kræver blot en anmeldelse, så kan politiet hente en familiehund, der intet har gjort, siger Michele Smed, der arrangerede fakkeloptoget i Randers, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Godt 200 mennesker var mødt frem til det, hun kalder verdens hyggeligste gåtur.
- Det er en familietur, hvor folk i alle aldre deltager. Og det er ikke kun hundeejere med muskelhunde, der var også store mænd med små hunde som chihuahua'er, siger Michele Smed, der var godt tilfreds med fremmødet.
SE ET GALLERI MED BILLEDER FRA FAKKELOPTOGET ØVERST I ARTIKLEN.