Bådejer: Jeg er selv far og vil hjælpe med at finde Thomas
10 frivillige bådejere var på vandet i Randers Havn lørdag - uden dog at finde nye spor
Solen stod højt på himlen, og vandoverfladen var blikstille. Med andre ord var der perfekte forhold for Missing People til at gennemføre den planlagte eftersøgning på vand efter Thomas Stralner, der frygtes druknet i Randers Havn.
10 bådejere og 30 frivillige havde meldt sig klar til at hjælpe lørdag, men efter flere timer på vandet måtte Missing People erkende, at der ikke var afgørende nye spor.
Eftersøgningen fortsætter dog lørdag eftermiddag, hvor bådene med sonar eller ekkolod vil se nærmere på områder, man afmærkede i løbet af formiddagen.
En af de frivillige, der var stået tidligt op for at hjælpe Missing People med eftersøgningen, var Martin Knudsen.
Thomas’ far: Savner hjælp fra politiet
- Jeg så på facebook, at de manglede både, og jeg har lige gjort min forårsklar, så selvfølgelig ville jeg hjælpe. Jeg er selv far, og jeg håber virkelig, at vi finder noget, siger Martin Knudsen.
Han blev sendt på vandet som den første båd, og han skulle sejle tættest på kanten. Her brugte han ekkolod til at se, om der skulle være noget stort eller unormalt i forhold til bunden.
- Det er trist at tænke på, at der kan ligge en ung mand i vandet her. Det kan jeg ikke lide, siger Martin Knudsen.
Finder Missing People ikke noget lørdag, fortsætter eftersøgningen som tidligere i den kommende uge.
Se hele interviewet med Martin Knudsen i videoen ovenfor.