Skak er på skemaet i Randers
Skolernes skakdag er tæt på hverdag på Østervangsskolen i Randers
Fredag var det skolernes skakdag, og også på Østervangsskolen i Randers var de sorte og hvide brikker synlige i billedet.
Men det er nu ikke så usædvanligt, for her indgår skak nemlig som en integreret del af hverdagen.
Halvdelen af eleverne spiller jævnligt skak i skoletiden, og flere lærere og pædagoger skal eller har været på efteruddannelse for at lære at bruge skak i undervisningen.
En af dem er Mathias Nørgaard.
- Jeg bruger det primært i understøttende undervisning - det vil sige, at der har vi et modul, hvor vi ligger det ind, og der kan jeg bruge det i forskellige sammenhænge, siger Mathias Nørgaard, der er lærer på Østervangsskolen, og som har været på efteruddannelse indenfor skakkens verden.
En lang række undersøgelser har påvist, at børn, der spiller skak, bliver bedre til både at læse, regne og koncentrere sig, og det er da også lærernes opfattelse, at de har meget nytte af det ældgamle brætspil.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.