Sådan bliver Silkeborgs nye torv
Arkitektfirma har nu udformet en skitse af, hvordan Torvet i Silkeborg skal indrettes
Hvis man går en tur på Torvet i Silkeborg, vil ikke kunne undgå at lægge mærke til, at pladsen er under en stor forvandling.
Gravemaskiner har været i gang siden sensommeren 2015 for at bygge en underjordisk parkeringskælder, men det er ikke det eneste, der sker.
Også over jorden får Torvet snart en ny identitet og et nyt udseende. Det har arkitektfirmaet Schønherr stået for i samarbejde med byens borgere, fortæller formand for Vej- og Trafikudvalget Frank Borch-Olsen (K) til tv2oj.dk.
Silkeborg Kommune lægger nu de første skitser frem, som viser, hvordan pladsen i fremtiden kommer til at se ud med grønne omgivelser, lys, vand og kunst.
Silkeborg Kommune køber Torvet
Netop kunsten får en helt central betydning for udformningen. Her har arkitektfirmaet hentet inspiration fra den verdenskendte kunstner Asger Jorn, som har en tæt tilknytning til Silkeborg:
- Vi har set på, hvad det er, vi har i byen, som man ikke har andre steder, og det er blandt andet Asger Jorn. Han er en international personlighed, vi kan være stolte af. Han er en del af Silkeborgs DNA, siger Frank Borch-Olsen.
Plads til forslag
Asger Jorns kunst kommer blandt andet til udtryk gennem stenene, der bliver lagt på Torvet. Flere steder vil man kunne opleve brudstykker af hans kunstværker og skulpturer.
Skitserne af den nye plads er blevet til efter flere møder med borgere, forretningsdrivende med flere:
- Det er udtryk for, hvordan borgerne gerne vil have det. Man kan sige, at det faktisk er dem der har tegnet Torvet, siger udvalgsformanden.
Nogle af de elementer, som endnu ikke ligger fast, er gadebelysningen og placeringen af statuen af Michael Drewsen, som var grundlægger af papirfabrikken i Silkeborg. Hans statue står i dag på Torvet, men flere har også foreslået, at han i stedet skal flyttes hen til Papirfabrikken.
Frem til den 29. februar har borgerne mulighed for at komme med forslag til skitserne. Det kan ske på Silkeborg Kommunes hjemmeside.
Du kan se flere skitser af det nye torv i Silkeborg ved at klikke her.
Nedenfor på Google Street View-kortet kan du tage en virtuel rundtur på Torvet: