Sportschef er klar til at spotte spillere
Ole Nielsen er overbevist om, at han sagtens kan løfte arven i Randers FC
Under sydens sol i Spanien render spillerne fra Randers FC i disse dage rundt og varmer op til den nært forstående forårssæson i Superligaen.
På sidelinjen står blandt andet klubbens nye sportschef Ole Nielsen, som har kunne fejre lidt over en måned på posten. Han tog over omkring årsskiftet efter den tidligere sportchef, Peter "PC" Christiansen, der er skiftet til rivalerne fra AGF.
Randers FC kaprer VFF-sportschef
I et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND fortæller Ole Nielsen, at han glæder sig til at komme i gang med at spotte nye talenter og spillere til klubben.
Det er en opgave, han har gode erfaringer med fra sine tidligere arbejdspladser i Viborg FF og Sønderjyske, siger Ole Nielsen, som godt ved, at det ikke er ligaens største budgetter, der er at rutte med:
- Der skal vi nogle gange ud i nogle kroge for at få fundet noget frem, som andre ikke lige har spottet, fortæller han.
En af de de ting, som Ole Nielsen lægger meget vægt på, er samtaler med potentielle spillere. Han fortæller, at de nære samtaler, hvor man kigger i hinanden i øjnene, er ligeså vigtige en del af udvælgelsesprocessen, som at se spillerne i aktion på banen.
I interviewet forholder den nye sportschef sig også til forventningerne til forårssæsonen. Tidligere har ambitionen i Randers FC været en top seks-placering. Det underkender Ole Nielsen ikke. Han tror, at holdet kan nå langt, hvis alt flasker sig:
- Vi lægger hele tiden i en gruppe, hvor vi sagtens kan poppe op og gøre os gældende helt i toppen af dansk fodbold, men der skal også lidt held til.
Du kan se hele tv-indslaget med Ole Nielsen i videoafspilleren øverst i artiklen.