Falsk alarm: Nabo troede, der var brand
Olielamper fik tirsdag aften brandvæsnet til at rykke ud i Randers
Det sker engang fra tid til anden, at stearinlys, LED-fyrfadslys eller fakler forårsager alarmopkald omkring brand.
Det var netop tilfældet tirsdag aften, hvor Beredskab og Sikkerhed fik en melding om en brand i en etageejendom i Randers.
Branden skulle ifølge anmelderen være opstået i en lejlighed i Jyllandsgade ved 21.30-tiden. Men ved ankomsten viste det sig, at det var en langt mere fredelig situation, der ventede brandfolkene, fortæller indsatsleder Christian Løddelund til tv2oj.dk:
- Naboen i bygningen overfor troede, at der var ild i lejligheden, men det viste sig, at det var en olielampe, som stod i vindueskarmen.
Efter at have kigget sig sig om lejligheden og forsikret sig om, at der ikke var hverken flammer eller røg, kunne brandfolkene hurtigt pakke sammen og køre tilbage til stationen.
- Vi har været udsat for lignende før med eksempelvis spritlamper. Det kan også nemt se ud som om, det brænder, siger indsatsleder Christian Løddelund.