SF: Drop tunnel og invester i letbane
Et nyt byrådsforslag går på at droppe den planlagte havnetunnel ved Marselis Boulevard
Havnetunnelen ved Marselis Boulevard i Aarhus har længe været til diskussion. Nu vil SF foreslå, at man helt dropper tunnelen til havnen.
- Der er flere gode grunde til at droppe tunnelen. Den bliver alt for dyr, og gevinsten er alt for lille. Der er tale om at skære et enkelt minut af rejsen, siger rådmand Thomas Medom (SF) til tv2oj.dk.
SF foreslår, at man i stedet bruger pengene på anden etape af letbanen. Her mangler man endnu at få styr på finansieringen.
- Der er overhovedet ikke blevet sparet op til etape to endnu. Og nu ser vi, at Christiansborg fjerner støtte til letbaner rundt omkring, så jeg tror ikke, vi skal regne med statslig finansiering, siger Thomas Medom.
Støj på Boulevarden
En af de store grunde til, at byrådet i sin tid startede debatten omkring en tunnel ved Marselis boulevard, var støjen som generede beboerne på og omkring vejen. Men SF har ikke tænkt sig, at lade dem i stikken.
- Vores idé er, at man sætter nogle af pengene af til støjskærme på boulevarden. Det ville være en meget billigere løsning, siger Thomas Medom.
I videoen herunder kan du høre Anders Petersen, formand for grundejerforeningen Marselis tale om tunnelen: