Favrskov er den største taber i kulturby-lotteri
Se, hvor stort et udbytte, at kommunerne i Østjylland får ud af deres investeringer ifølge ny prognose
I kommunerne Samsø og Syddjurs kan politikerne juble over udsigten til at få "value for money", når det gælder kulturhovedstadsprojektet Aarhus 2017.
Helt anderledes ser det ud i eksempelvis Favrskov Kommune, som ser ud til at have trukket nitten. Det viser en prognose fra netop arrangørerne bag Aarhus 2017.
Forud for festlighederne har kommunerne hver især bidraget med millioner af kroner med henblik på, at pengene skulle komme igen mindst én til én.
Aarhus 2017: Susanne Bier som opera og Nephew på en ny måde
Favrskov har spyttet 1,7 millioner kroner i puljen til projekter og arrangementer, men spås kun at få 76 procent af pengene igen. Det skuffer Anders G. Christensen (V), som er medlem af Kulturudvalget i Favrskov Kommune.
- Det var ikke det, vi blev lovet, da vi gik med i projektet. Vi blev lovet, at de midler, vi puttede ind, fik vi tilbage godt og vel da, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Arrangører: Bare rolig
Ifølge Lene Øster, som er regional ansvarlig for Aarhus 2017, er der dog ikke noget at være bekymret for i Favrskov Kommune. Hun er overbevist om, at pengene nok skal tjene sig ind:
- Jeg lover, at borgerne i Favrskov kommer til at mærke rigtig meget, at der bliver kulturhovedstad 2017 i Favrskov, siger hun.
De helt store topscorere finder man slet ikke i Østjylland, men derimod længere vestpå. Kulturhovedstadsprojektet er nemlig for hele Region Midtjylland.
I henholdvis Struer og Lemvig forventes man, at få et afkast af investeringen på 708 procent og 509 procent.
Her kan du se, hvor mange penge kommunerne i Østjylland har investeret i Aarhus 2017:
- Silkeborg: 6.688.000 kroner
- Randers: 6.583.400 kroner
- Horsens: 6.081.440 kroner
- Skanderborg: 2.153.243 kroner
- Favrskov: 1.757.328 kroner
- Syddjurs: 1.492.525 kroner
- Norddjurs: 1.378.900 kroner
- Odder: 854.580 kroner
- Samsø: 139.405 kroner
Kommunernes udbytte af 2017-investering
- Samsø: 280 procent -
- Syddjurs: 224 procent
- Odder: 159 procent
- Skanderborg: 118 procent
- Norddjurs: 108 procent
- Randers: 97 procent
- Silkeborg: 95 procent
- Horsens: 83 procent
- Favrskov: 76 procent
Kilde: Aarhus 2017.
Du kan se den fulde oversigt over, hvor mange penge de enkelte kommuner har bidraget med og kan forvente at få tilbage i forhold til kulturhovedstadsprojektet ved at klikke her.
Øverst i artiklen finder du et tv-indslag omkring både tilfredshed og utilfredshed med udbyttet af investeringerne.