Ærlig Aabech er indstillet på bænkplads
AGF's Kim Aabech regner ikke med, at han er første mand på holdkortet under Glen Riddersholm
Kim Aabech er gennemgående en populær herre blandt AGF's tilhængere, og under Morten Wieghorst var han som regel at finde i startopstillingen.
Det bliver sandsynligvis ikke tilfældet under Glen Riddersholm, erkender Kim Aabech selv.
- Det er klart, jeg vil altid gerne spille hver gang, men det tror jeg ikke, jeg kommer til at gøre under Glen i det nye system. Men Glen har været utrolig positiv overfor mig, så jeg ved, at hvis jeg bare gør mit bedste, så skal jeg nok få mine minutter, siger Kim Aabech til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Andre løber mere
Der er i høj grad lagt op til, at Kim Aabech skal indfinde sig i en såkaldt 8'er-rolle, hvis han vil have spilletid i AGF. Og det kræver et større løbepensum end den frie rolle, han har været vant til.
- Jeg tænker da, at der er nogle spillere, der er mere løbestærke end mig. Danny Olsen, Daniel A. Pedersen og også Elmar Bjarnason kan spille den plads. Der er hård konkurrence, siger Kim Aabech.
"Duncan": Jeg har det fint med presset
Alligevel er han glad for, at han fortsatte i AGF efter vinterens transfervindue - også selvom der var interesse fra andre danske klubber.
- Det var lidt turbulent her til sidst i transfervinduet, jeg vidste jo ikke rigtig, hvad der skulle ske med mig, men jeg blev i AGF, og det er jeg tilfreds med. Der var lidt danske muligheder, men det var ikke noget, der faldt helt i min smag, og derfor valgte jeg at blive i AGF, siger Kim Aabech.
TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet et længere interview med Kim Aabech, som du kan se og høre i videoen øverst i artiklen.