Farligt kryds i Randers skal have en overhaling
Flere uheld med cyklister involveret får Vejdirektoratet til at ville ændre kryds i Randers
I krydset mellem Vester Boulevard og Parkboulevarden i Randers har man store problemer med bilister, der i deres højresving overser cyklister på cykelstien.
Det erkender Vejdirektoratet, og derfor skal krydset nu laves om.
40 meter før krydset i alle retninger skal cykelstien nu nedlægges, så bilister og cyklister deler vognbane i et længere stræk. Formålet er, at det skal gøre trafikanterne mere opmærksomme på hinanden.
Nyt våben mod højresvings-ulykker
- Min egen erfaring som cyklist er, at når cyklister og biler bliver blandet i samme spor, passer man bedre på hinanden. Man kører ikke efter sin ret, men tager hensyn til de andre og passer bedre på, siger Peter Lund Hansen, projektleder i Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Der er registreret fem mere eller mindre alvorlige ulykker på stedet i de senere år, og derfor er krydset karakteriseret som en 'sort plet'.