Kom og mød stjernerne og prøv sporten af
Sådan lyder tilbuddet fra Badminton Danmark og DGI Badminton torsdag, når alle Aarhus Kommunes folkeskoleelever er inviteret til DM i NRGi Arena
Der skal sættes fokus på badminton, og medlemstilbagegang skal vendes til fremgang. Derfor går Badminton Danmark og DGI Badminton nu sammen om at promovere sporten over for den yngste målgruppe.
I forbindelse med afholdelse af danmarksmesterskaberne i badminton i NRGi Arena i Aarhus er over 700 folkeskoleelever - primært fra 1.-3. klasse - inviteret gratis med for at se stjernerne i aktion samt selv prøve sporten med den lille fjerbold.
- Vi skal have sat badminton på landkortet, og så vil vi gerne forsøge at tiltrække nye medlemmer til de mange aarhusianske klubber. Det vil vi blandt andet gøre gennem dette arrangement, hvor børnene både får lov til at møde stjernerne og selv give sig i kast med spillet, fortæller leder af DGI Badminton, Jesper Munk.
Ung aarhusianer tabte finale til Viktor Axelsen
714 skolebørn deltager
Det er de tre klubber, Viby Badminton Klub, Aarhus AB Badminton Klub og Højbjerg Badminton, der står bag selve afviklingen af DM, og de er således også en del af tilbuddet for skolebørnene.
- De skal mærke glæden ved badminton og opleve, hvad sporten kan give dem. Det håber vi på lykkes gennem en masse aktiviteter og muligheden for at se de allerbedste spillere, siger Jesper Munk.
I alt har 714 skolebørn med lærere meldt deres ankomst, og det lover godt for initiativet.
- Jeg havde langt fra forventet så stor tilslutning. Der er stort set ikke plads til flere, så nu er vi i gang med planlægningen, så de alle sammen får en god dag, forklarer Jesper Munk.
Flere afbud hos AB gav nederlag
Aktiviteter for alle
Han kan også allerede nu godt afsløre, at flere af de bedste spillere nok kigger forbi i den gamle stadionhal, hvor aktiviteterne kommer til at foregå.
- Her åbner vi også op for andre interesserede kan komme fra fredag-søndag, hvor vi tilbyder forskellige badminton-aktiviteter, fortæller DGI-lederen.
DM afvikles fra torsdag-søndag i arenaen, og alle de store stjerner som Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen og Mathias Boe er en del af mesterskaberne.