Vil undersøge Danmarks krigsdeltagelse
En gruppe private danskere med tidligere højskoleforstander Johan Kirkmand i spidsen vil lave deres egen undersøgelse af Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan
Den nuværende regering aflyste den undersøgelseskommission, som skulle kortlægge grundlaget for Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Det skuffede Johan Kirkmand fra Hundslund sydvest for Odder, så nu har han taget initiativ til sin egen undersøgelse.
- En af demokratiets værdier er åbenhed, og at befolkningen kan følge med i beslutningsprocesserne. Derfor blev jeg ked af det, da kommissionen blev droppet. Den eneste mulighed for så at komme videre i sagen er selv at tage initiativ. Det er meget svært for mig bare at sige jo og amen, fortæller Johan Kirkmand til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Signe fra Aarhus måtte opgive drømmen om at være soldat
Den undersøgelseskommission, som blev droppet, var lagt op til at blive både bekostelig og langvarig. Så Johan Kirkmand er godt klar over, at der venter ham og de øvrige involverede et stort arbejde.
- Vi skal have hjælp fra frivillige, der er interesserede i at få det her undersøgt. Jeg ved, at der også er højtstående militærfolk, som har beklaget sig over, at undersøgelseskommissionen blev nedlagt, så der er interesse, fastslår manden bag.
Haft krigen inde på livet
Udover kampen for demokratiet så har den tidligere forstander også en anden årsag til at begive sig ud i det store arbejde med at undersøge krigene til bunds.
- Danmark er blevet en krigsnation, og det gik også ud over min søn, der blev dræbt i Irak. Politikerne skal være klar over, at når vi går i krig meget langt væk, så kommer krigen altså også ind i stuerne herhjemme. Det er os, der bærer omkostningerne, forklarer Johan Kirkmand.
K-politiker: Kamp mod radikalisering savner konsekvens
Hans egen søn var på en fredsbevarende mission i Irak, som altså endte fatalt. Dødsfaldet fik store konsekvenser for familien.
- Mit barnebarn var påvirket i to år efter min søns død, lyder det fra Johan Kirkmand.
Du kan høre hele interviewet med initiativtageren til undersøgelsen øverst i artiklen.