Smukfest med nye navne og endagsbilletter
Syv nye navne offentliggjort på Smukfest, og endagsbilletterne er så godt som klar til at blive rullet ud senere tirsdag
Smukfest i Skanderborg modtog i januar, hvad talsmanden kaldte 'den ultimative tillidserklæring fra publikum'.
Samtlige partoutbilletter til festivalen blev udsolgt - og det var inden, der var offentliggjort et eneste navn til festivalen.
Smukfest udsolgt før et eneste navn er offentliggjort
Senere blev lidt mere end halvdelen af programmet præsenteret på en gang, og her viste Smukfest også hovednavnene frem i form af blandt andre Rihanna, Sia og Sting.
Nu har Smukfest offentliggjort syv navne yderligere - af den lidt mindre slags vel og mærke.
Blandt dem er Saybia, Page Four og kultrapperne fra Odense Assholes, der er blevet gendannet til lejligheden.
Derudover er det også i dag, tirsdag, at endagsbilletterne til festivalen bliver sat til salg. Det sker fra klokken 10.00.
En endagsbillet giver adgang til fri camping og Sherwood-området i hele ugen udover en musikdag - undtagen hvis du køber endagsbillet til søndag, så giver den blot adgang til festivalpladsen om søndagen. Søndagsbilletten er til gengæld noget billigere.
Musikken spiller fra den 3. til den 7. august 2016 på Smukfest.