Fra direktør til præst: Det har været ligesom Klods Hans
Leder af Kirkens Korshær i Aarhus, Morten Aagaard, takker af efter tre år på posten - nu venter nye eventyr
Morten Aagaard er en mand, som er ikke bange for at bruge store ord. Siden han for tre år siden trådte til som leder af Kirkens Korshær i Aarhus, har lokalforeningen gennemgået, hvad han selv vil kalde lidt af en "revolution". En genrejsning.
Nu er han parat til at trække sig tilbage og overlade jobbet til en anden for i stedet at hellige sig jobbet som præst.
I dag holder han derfor afskedsreception i Kirkens Korshærs lokaler i Nørre Allé i Aarhus, hvor han vil se tilbage på sin tid som leder. Han fortæller til tv2oj.dk, at han har været glad for jobbet, men ser nu samtidig frem til, at kunne lægge direktør-rollen bag sig og i stedet fokusere på at tale med mennesker.
- Det er så enkelt meningsfyldt. Det er mennesker, som er på randen af samfundet. Flere ville dø på gaden, hvis de ikke fik hjælp, siger han.
Inden Morten Aagaard takkede ja til jobbet som leder af Kirkens Korshær i Aarhus, havde han fungeret som direktør for Lego Fondene og før det som generalsekretær for Bibelselskabet.
- 10 år for de hellige, 10 år for de rige, og nu tager jeg 10 år for de fattige, sagde han dengang om jobskiftet.
Minder om Klods Hans
Det spor vil han nu fortsætte som korshærspræst, hvor han 75 procent af tiden vil være tilknyttet Kirkens Korshær og de 25 procent Sct. Pauls Kirke i Aarhus som almindelig sognepræst.
Tiden i Kirkens Korshær beskriver han som et eventyr og sammenligner det med de udfordringer, som hovedpersonen i eventyret Klods Hans måtte igennem:
- Han er sådan en type eventyrfigur, som ingen rigtig regner med. Sådan er det også med Kirkens Korshær. Her er der mange eksistenser, som ingen regner for noget, siger Morten Aagaard og fortsætter:
- Det fantastiske er, at det er Klods Hans, som ender med at vinde prinsessens hjerte og det halve kongerige. Det handler ikke om, at kunne alle mulige fine ting, men om hjertevarme. Om at gøre en forskel. Det oplever jeg, at vi gør gennem vores arbejde.
Tid til fordybelse
Selv er Morten Aagaard stolt af den udvikling, som Kirkens Korshær har været igennem. Det er lykkedes ham blandt andet at rejse penge til at renovere bygningerne og få etableret et fixerum.
Han erkender dog, at vejen dertil ikke har været lige let. Særligt for personalet:
- Jeg er stolt af, at personalet har kunne til at få en tornado ind i huset. Hånden på hjertet, så er vi et beskyttet sted for udsatte, men ikke for ansatte. Det er benhårdt arbejde, som kræver robusthed, siger Morten Aagaard.
Fra den 17. februar starter han officielt som korshærspræst. Han er uddannet teolog og har altid ønsket at arbejde som præst, men "noget kom i vejen". Nu går drømmen så i opfyldelse i en alder af snart 54 år.
- Det er også en stilling, jeg kan holde til at blive gammel i, siger han og lægger vægt på, at han nu får mere tid til fordybelse og samtale.
Du kan se et interview med den snart afgåede leder af Kirkens Korshær i Aarhus i videoen øverst artiklen.