Uenighed om MRSA-inficerede gårde skal offentliggøres
Skal svineproducenter og deres familier beskyttes - eller er oplysning vigtigere
En liste over MRSA-inficerede danske svinebedrifter blev offentliggjort torsdag, og her kan man læse, at seks østjyske svinebedrifter ud af 48 i hele landet er inficeret med smitten.
Listen er resultatet af en undersøgelse af 48 besætninger, som Fødevarestyrelsen lavede i 2011. Siden har to journalister prøvet at søge aktindsigt i listen, og Højesteret bakkede op om journalisternes krav. Derfor er listen med 48 navne og adresser nu ude.
At listen bliver offentliggjort skaber dog debat, da det går hårdt ud over de producenter, der er inficeret.
- I 2011 havde vi en række landmænd, der godt ville deltage i undersøgelsen under forudsætning af, at resultaterne var anonyme, så navne og resultater ikke senere kom i avisen. Og vi har eksempler på en række svineproducenter og deres familier, der bliver mødt af en ondskabsfuld debat og børn bliver mobbet, siger Claus Fertin, der er direktør for videnscenter for svineproduktion.
For Nils Mulvad, der har søgt aktindsigt, er offentliggørelsen vigtig i forhold til at råbe myndighederene op.
- Det er vigtigt for at få en anden strategi, for at forhindre MRSA-resistente svinebakterier, siger Nils Mulvad.
Se hele debatten i studiet i tv-indslaget ovenfor.