Ærgrer sig over kunstners beslutning
De Radikales Rabih Azad-Ahmad finder det meget ærgerligt, at det aarhusianske kulturliv bliver ramt af regeringens asylstramninger
Kineseren Ai Weiwei udstiller i øjeblikket på Aros i Aarhus, men hans udstilling med blandt andet en 12 m høj bambus-supermand kan være fortid. I kølvandet på de seneste asylstramninger fra den danske regering har kunstneren besluttet at trække sig fra museet. Noget der i den grad ærgrer rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus.
- Det er rigtig ærgerligt, at den førte politik skal gå ud over borgernes kunst- og kulturoplevelse. Men jeg har forståelse for Ai Weiweis værdisæt, som også er et, jeg deler, siger Rabih Azad-Ahmad (R) til tv2oj.dk.
For nylig skrev NY Times om Aarhus som en by, der er værd at besøge for at få store kulturelle oplevelser. Den position frygter rådmanden nu kan være i fare.
Ai Weiwei dropper Aros efter ny lov
Håber han ombestemmer sig
- Hvis folk fravælger os på grund af den politik, som der bliver ført, kan det få betydning for turismen og erhvervslivet, mener Rabih Azad-Ahmad.
Ifølge politikeren har Danmark altid været kendt for at hjælpe folk i nød, men et politisk kursskifte kan ændre på det image.
- Jeg håber, at kunstneren hører, at jeg ikke deler regeringens holdning, og at Aros intet har at gøre med den politik, der bliver ført, siger Rabih Azad-Ahmad.
Han har derfor et inderligt ønske om, at Ai Weiwei ombestemmer sig og lader udstillingen på Aros fortsætte.