Hjælp politiet: Hvem er denne mand?
Østjyllands Politi frigiver nu overvågningsfotos for at finde frem til mand, der begik røveri i en Fakta-butik
OPDATERET ONSDAG KL. 14.09: DEN FORMODEDE GERNINGSMAND ER NU ANHOLDT AF POLITIET. BILLEDET AF MANDEN ER DERFOR SLØRET.
__________________________
Østjyllands Politi beder befolkningen om hjælp til at finde en mand, der begik røveri i en Fakta i Kolt-Hasselager nær Aarhus.
Der er nu frigivet to fotos af manden, som du kan se øverst i artiklen.
Manden beskrives som dansk, 170-175 centimeter høj, 27-33 år og med lyst, kort hår. Han var iført blå jakke med et mærke på venstre bryst, en grå sweater, lyse jeans og sorte tennissko med hvid sål og hvide snørrebånd.
Røveriet skete den 10. november 2015 klokken 13.48, hvor manden stjal en kasse øl og 18 sodavand og gik direkte forbi kasselinjen uden at betale.
Da han blev anråbt af ekspedienten, truede han hende.
'Hold din kæft, eller det går ud over dig,' sagde han til hende, mens han stirrede aggressivt på hende, oplyser politiet.
Tyv blev fundet liggende halvt under VW Up
Han forlod efterfølgende butikken og blev angiveligt hentet i en sølvgrå Peugeot.
Ved du, hvem manden er? Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.