Servicehunden Messi giver Mathias ro
Mange steder i landet er servicehunde med til at give deres ejere tryghed
13-årige Mathias Bach fra Brabrand nær Aarhus er autist og har ADHD. Han har svært ved at finde ro, og han bekymrer sig ofte.
- Men han har fået en servicehund, der hedder Messi, og det har hjulpet.
Det går lidt bedre, når Messi er her. Jeg er ikke rigtig bange for at være alene hjemme, siger Mathias Bach.
Hans mor Irene Bach har også mærket effekterne af, at have en hund indenfor hjemmet.
Bare Messi er i nærheden af ham er nok til, at han tør lidt mere, siger hun.
Også Pia Sørensen fra Skanderborg har stor succes med en servicehund. Den hedder Molly. Pia Sørensen har døjet med angst, og har før i tiden eksempelvis ikke villet forlade hjemmet, når det var mørkt.
- Efter jeg har fået Molly, har jeg fået det meget bedre. Hun gør mig opmærksom på, hvis der er noget faretruende. Så reagerer hun inden, jeg reagerer, siger Pia Sørensen.
Mød servicehundene og deres ejere i indslaget øverst i artiklen.