Landmænd i krise mødte ministeren
Godt 100 landmænd var samlet i Silkeborg mandag aften for at råbe regeringen op
Krisen i landbruget var mandag aften i fokus, da godt 100 østjyske landmænd var samlet i Silkeborg til møde med erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
Hver anden landmand i Østjylland har lukket butikken, og flere er på vej, så mødet mandag var samtidig et håb om at råbe regeringen op.
Landmændene ville gerne have et svar på, om deres erhverv har nogen fremtid i Danmark - og om det er under afvikling eller udvikling.
-Jeg har i aften en mulighed for at forklare, hvad regeringen gjorde for en måneds tid siden, hvor vi lavede en ny fødevare- og landsbrugspakke, som skal styrke landbrugets indtjeningsmuligheder. Og det er helt afgørende, for vi har et landbrugserhverv, der er under pres, og som har det rigtig svært, siger Troels Lund Poulsen.
Lukker ned: Prisen på grisen er for lav
For landmand Christian Højgaard var det vigtigt at fortælle ministeren om indtjeningsmulighederne.
- Vores største problem er, at vi ikke tjener nok på den mælk, vi producerer. Det er drænende både psykisk og økonomisk, siger Christian Højgaard.
Se hele interviewet med ministeren i videoen ovenfor.