Silkeborg fejrer motorvejsåbning med kæmpe vejfest
Store rocknavne og motionsløb skal tiltrække masser af gæster
Det kommer ikke til at gå stille for sig, når bilisterne til september for første gang bliver sluppet løs på den nye motorvej ved Silkeborg.
Åbningen af, hvad der er blevet kaldt Danmarks dyreste motorvejsbyggeri, skal nemlig markeres med ikke mindre end "Danmarks Største Vejfest".
I dagene op til, at den sidste del af motorvejen mellem Aarhus og Herning åbner den 11. september, vil der blive afholdt en lang række arrangementer for at skabe opmærksomhed omkring Silkeborg.
- Det bliver fire dage dage med fuld fart. Det bliver med alt, hvad Silkeborg har at byde på af kulturelle begivenheder, siger arrangør Oliver Zähringer fra Silkeborg Musik og Kultur Events, som sammen med Silkeborg Kommune, Vejdirektoratet og DGI står for vejfesten.
Motorvej ved Silkeborg har snart fået låg på
Højdepunkterne bliver blandt andet en stor koncert med D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Christopher, Gnags med flere på cirkuspladsen nær motorvejen og to motionsløb med forventet 20.000 deltagere.
Fokus på Silkeborg
Det ene løb er dagen inden åbningen, hvor folk kan stille op med alt lige fra almindeligt løb til rulleskøjter. På selve åbningsdagen den 11. september vil der være et cykelløb.
Ifølge arrangør Oliver Zähringer handler åbningsdagen også om at vise Silkeborg frem for at understrege, at byen ikke blot er et "bump" på vejen mellem Aarhus og Herning:
- I bund og grund er det jo for at fortælle folk, hvor smuk en by vi har, siger han.
Motorvejsstrækningen er på i alt 18 kilometer og går tværs gennem Silkeborg by via nyetablerede broer og tunneller, som tager højde for de naturskønne omgivelser.
Det er netop de mange hensyn, som har gjort prisen for byggeriet rekordstor. Den samlede pris for motorvejen mellem Aarhus og Herning, som Silkeborg-strækningen er en del af, lyder på 6,6 milliarder kroner.
Festlighederne forud for motorvejsåbningen finder sted den 8. til 11. september 2016.
Du kan se hele interviewet med arrangør Oliver Zähringer i videoen øverst i artiklen.
Her kan du se et overblik over de største events i forbindelse med motorvejsåbningen - læs også mere på www.DanmarksStørsteVejfest.dk:
- Torsdag den 8. september: By-events i Silkeborg.
- Fredag den 9. september: By-events i Silkeborg.
- Lørdag den 10. september: Motionsarrangementer på motorvejen med mange forskellige distancer og discipliner, herunder løb, rulleski, rulleskøjter, walk og handicapidræt.Koncert med DAD, Dizzy Mizz Lizzy, Christopher og Gnags mfl. på cirkuspladsen ved Silkeborgmotorvejen.
- Søndag den 11. september: Cykelløb på motorvejen med flere distancer og discipliner. Officiel vejåbning.