Danmarks bedste hotel ligger i Aarhus
Villa Provence i Aarhus slår de kendte hoteller i København
Millioner af rejsende fra hele verden kan ikke tage fejl. Heller ikke, når de kårer et århusiansk hotel til Danmarks bedste hotel.
Det var netop, hvad der skete, da rejseforum TripAdvisor bad sine brugere kåre Danmarks bedste hotel. For brugerne fravalgte de kendte hoteller i København og valgte i stedet at stemme på det aarhusianske hotel Villa Provence, som nu kan smykke sig med titlen Danmarks bedste hotel.
- Det var helt uventet, og vi er meget glade og taknemmelige. Især fordi det er kunderne og ikke et eller andet branchepanel, der har kåret os. Her på hotellet knokler vi alle sammen hårdt hver dag, men min kone driver hotel med sit hjerte, og det er nok det, gæsterne bider mærke i, siger Steen Stenstrup, der ejer Villa Provence sammen med sin kone Annette, i en pressemeddelelse.
Turisterne lægger 3,3 mia. kr.
Turismen i Aarhus er støt stigende og har placeret den jyske hovedstad som landets andenstørste turistby. De positive takter har samtidig betydet, at Aarhus og omegn har oplevet et boom i antallet af hoteller og overnatningssteder.
NY Times: Aarhus er værd at besøge
Og ifølge direktør i VisitAarhus, Peer Heldgaard Kristensen, er kåringen et godt eksempel på den kvalitet, der kendetegner byens turistprodukter.
- Kåringen bygger oven på den vækstrejse og positive kurs, som Aarhus har befundet sig på i noget tid. Og jeg synes, den er kendetegnende for den kaliber som vores hoteller, restauranter og attraktioner generelt har, siger han.
Tal fra VisitDenmark viser, at Aarhus er den by i Danmark uden for København, hvor flest turister lægger penge på en hotelovernatning. Årligt spenderer turisterne godt 3,3 milliarder kroner på overnatninger og oplevelser i Aarhus.
Villa Provence ligger på Fredens Torv i Aarhus Midtby: