Frikadellesagen kan være del af handel med vindmøller
DF kritiseres for at stemme for en vindmøllepark i Binderup, som partiet tidligere har stemt nej til
Frikadellesagen i Randers er igen i dag kommet i søgelyset.
Nu bliver Dansk Folkeparti og Venstre kritiseret for at have indgået en byttehandel, der på den ene side gav Dansk Folkeparti de fornødne stemmer fra Venstre til at indføre tvungen svinekød, mens Venstre nu får Dansk Folkepartis hjælp til at stemme for en mindre vindmøllepark, som skal ligge i Binderup.
Hos DF erkender man, at det kan ligne en byttehandel, men afviser. For DF handler det om et almindeligt politisk kompromis.
- Hvis man vil have noget igennem, så er man også nødt til at indgå kompromis. Der sidder nogle i byrådet, der aldrig er indstillet på at indgå kompromis om noget som helst, og jeg kan ikke se, at de får ret meget igennem, siger Frank Nørgaard (DF).
Udenlandske medier omtaler frikadelle-krig
Samme melding kommer fra Venstre, som DF har indgået kompromiset med.
- Det er en vægtning som den enkelte og det enkelte parti gør op med sig selv. Politiske aftaler er jo der, hvor du hele tiden siger, hvor langt vil du gå for at efterkomme noget af det medparten også ønsker, siger Anders Buhl-Christensen, der er gruppeformand for Venstre i Randers.
Se hele indslaget om frikadeller og vindmøller i videoen ovenfor.