Halvdelen af de østjyske gårde er lukket
På landsplan lukker fem bedrifter om ugen, og også i Østjylland bliver landmændene presset af de faldende priser. På syv år har halvdelen af de østjyske besætninger drejet nøglen om
Mange østjyske landmænd må give op og lukke deres besætning. Der er i den grad krise i landbruget, og en af de gårde, der nu er sat til salg, er familien Rasmussens i Odder.
I mange år har Leif Kreutzfeldt Ramussen med hjælp fra konen Tina drevet svinebrug på familiegården, men nu er den sat til salg.
- Det er vores livsværk, hvor vi har fået vores børn, og de har fået deres opvækst. Det har været hårdt, og der er grædt mange tårer, inden vi er nået hertil, forklarer Tina Aagaard Rasmussen om beslutningen med at sætte gården til salg.
Ligesom andre landmænd er det især de seneste år, hvor krisen for alvor er begyndt at kradse.
- Det har ikke været en nem beslutning, men i dag er det en lettelse. Jeg siger altid, at når en dør lukkes, åbnes der en ny, siger Leif Kreutzfeldt Rasmussen.
Prisen på grisen
For landbruget i Odder har det helt nede på jorden været kroner og øre, der er årsag til lukningen. Udgifterne er steget, uden at kilopriserne på grisene er fulgt med.
- Prisen er mindre i dag, end da jeg begyndte som 17-18 årig, lyder det da også fra Leif Kreutzfeldt Rasmussen.
Se landbrugets udvikling i Østjylland
I Østjylland er der i perioden fra 2007 til 2014 gået fra at være 356 til 196 bedrifter med malkekvæg, og svinebesætningerne er faldet fra 627 styk til 312.
- Krisen gør ondt på mig, og jeg havde ikke set landmand som Leif og Tina lukke, fordi deres bedrift har været yderst veldrevet, siger formanden for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard.
Skal nu være pædagog
Han har kunnet følge afviklingen af besætninger i de to kommuner, og eksempelvis i Odder er der den dag i dag kun ganske få mælkeproducenter tilbage.
- Ikke alt er dog negativt. Der er også landbrug, som fungerer godt, og som også er her om 10, 20 og 30 år, forklarer formanden.
Men en af dem bliver så ikke familien Rasmussens, for lige nu venter de bare på, at gården bliver helt tømt for grise. Og derefter begynder så en ny tilværelse. Tina Aagaard Rasmussen fortsætter som kontorassistent, men uden en bitjans på gården, og Leif Kreutzfeldt Rasmussen skal være pædagog.
Du kan se hele indslaget om landbruget øverst på siden.