Busrute 213: Nedskæringer giver oprør
Lukker de planlagte afgange kan unge mennesker ikke komme i skole i Randers
Midttrafik har varslet nedskæringer på busrute 213, og det har bragt lokalsamfundene i både Nørager og Fjellerup i oprør.
Busrute 213 er nemlig ruten, der går fra Randers over Allingåbro, Vivild, Fjellerup og Glesborg til Grenaa, og det er den bus, som alle unge mennesker benytter, når de skal til uddannelsesinstitutioner i Randers.
Der er varslet lukning af fem afgange, men det er specielt en planlagt lukning af afgang fra Fjellerup klokken 6.09 og 7.06 samt en eftermiddagstur klokken 16.05 fra Randers mod Vivild, der har bragt sindene i kog.
- Busruten bliver blandt andet brugt af vores unge menneksker, der skal til uddannelsessteder i Randers, og ved at lukke de to om morgenen og den om eftermiddagen, så rammer man altså vores unge mennesker hårdt. Hvordan skal de komme afsted om morgenen, og hjem igen om eftermiddagen?, spørger Gert Johnsen, der repræsenterer Nørager Beboerforening, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Deadline for høringssvar søndag
Nørager Beboerforening er gået sammen med Fjellerup Beboerforening og har sat alt i værk for at redde de for lokalsamfundet vigtige afgange på busrute 213.
Færre busser i fremtidens Aarhus
Der er deadline for høringssvar til Midttrafik søndag 24. januar, så derfor bliver der arbejdet på fuld tryk.
- Vi anbefaler kraftigt, at de varslede nedskæringer ophæves. Vi er et opland i vækst, og der vil være behov for at komme til uddannelsesstederne. Samtidig mener vi ikke, at de tal, som Midttrafik bygger de varslede nedskæringer på, stemmer overens med virkeligheden, siger Gert Johnsen, der opfordrer alle berørte til at sende høringssvar.
Ifølge tal fra 2013 skulle der kun være en-tre kunder pr afgang på rute 213, det mener borgerne i Nørager og Fjellerup er et misvisende tal.