Storken kan ikke få et navn: Ikke muligt at bestemme kønnet
Storken fra Viby har stadig ikke et navn, og det er der en naturlig årsag til
Flere fugleelskere har henvendt sig til TV 2 | ØSTJYLLAND, fordi de synes, at storken fra Viby bør have et navn. Og det hører sig da også til, men lige nu er det ikke muligt at bestemme fuglens køn.
- For at kunne det skal vi bruge en fjer fra storken, og den er altså ikke sådan lige til at få fat i. Vi håber på, at der falder en af snart, siger formand for Storkene.dk, Jess Frederiksen, til tv2oj.dk.
Storkefjer skal sendes til Tyskland
Fjeren skal sendes til en DNA-test, og herigennem kan kønnet så bestemmes. Men den vigtigste del mangler altså.
- Der kunne også komme en fjer i reden, men storken er ikke begyndt at bruge den endnu. Det satser vi dog på, at den kommer til, forklarer Jess Frederiksen.
Kommer fra Polen
Storken blev set i begyndelsen af januar på en mark i Viby, og det er meget usædvanligt med besøg fra denne type fugl på dette tidspunkt af året.
- Den har kuk i kompasset. Den er også set i Vestsverige og i Norge - og storken når næsten aldrig frem til Norge, har ornitolog Hans Skov fra Dansk Ornitologisk Forening da også tidligere sagt til tv2oj.dk.
Ny rede og fodring skal hjælpe storken med at overleve
Ud fra dens ringnummer på benet kan man se, at nummeret er registreret til Gdansk. Storken kommer helt præcist fra Masurien i Polen.
Det specielle visit har sidenhen trukket mange interesserede til marken i Viby, og storken har også ført megen debat med sig. Nogen mener, at den ikke bør hjælpes, og naturen bare skal gå sin gang, mens andre - eksempelvis folk fra Storkene.dk - har fodret den og bygget en rede til storken.
Herunder kan du se video med storken fra Viby: