Virksomhed passer ansattes børn
It-virksomhed i Aarhus passer medarbejdernes børn mellem jul og nytår
Arbejdsplads passer medarbejdernes børn mellem jul og nytår
Det kan være et problem for forældre at få passet deres børn mellem jul og nytår.
I it-virksomheden Atea har de fundet en løsning - de har hyret pædagoger og har lavet deres egen børnepasning.
- Det er en måde, hvor vi kan få passet vores børn og give dem en hyggestund. I Atea er der en stor del af vores kunder, som skal have de sidste aftaler på plads mellem jul og nytår. Så for at give forældrene og vores medarbejdere en god mulighed for at kunne passe arbejdet og passe kunderne samtidig med, at børnene har en rigtig god hyggestund, har vi tilbudt vores medarbejdere den her børnejulestue, som vi mener, er en rigtig stor succes både for forældre og for børn, siger Malene Rhode Carstensen, der er økonomidirektør Atea.
I Ateas lokaler i Skejby i Aarhus er der i de her dage derfor gjort plads til legetøj, playstation, 'biograf' og malebøger, ligesom en dame har været forbi og lavet ballondyr til børnene.
- Jeg synes, at det er fantastisk. Det gør, at jeg ikke skal bruge så mange feriedage på at holde jul. Vi har haft fridage nok i julen, og så kan jeg passe mit arbejde i stedet for og tage mine børn med, som synes, at det er rigtig fedt at være med mig på arbejde - og børnene vil sjældent med hjem, når vi har fri. De skal slæbes herfra, siger Dorthe Frederiksen, der er forælder og customer care konsulent i Atea.
Atea understeger, at initiativet ikke skal ses om en kritik af lukkede institutioner, men at det alene handler om, at Atea som salgsvirksomhed har stor travlhed ved årsskiftet.
I videoen øverst på siden kan du se mere om børnejulestuen.