Nørgaard forlænger med Silkeborg IF
Målmanden Thomas Nørgaard har forlænget sin kontrakt med Silkeborg IF med to år
Forleden blev Thomas Nørgaard kåret til Årets Spiller i Silkeborg IF, og nu har den 28-årige målmand skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2018.
- Jeg er rigtig glad for forlængelsen. Det er det, jeg er gået efter, og det er en forlængelse med SIF, jeg hele tiden har haft i tankerne. Det er dejligt, at det nu er faldet på plads, og det giver mig ro til at kunne koncentrere mig om at udvikle mit målmandsspil yderligere, siger Thomas Nørgaard ifølge Silkeborg IFs hjemmeside.
Silkeborg IF spiller til dagligt i 1. division, hvor klubben jagter en af de tre øverste placeringer, der ved sæsonens afslutning udløser billet til Superligaen.
Fik debut i 2008
Thomas Nørgaard fik sin SIF-debut i 2008. Siden har han været væk fra klubben, men i 2013 kom han tilbage. Her var rollen i første omgang som reservekeeper, men med tiden har han kæmpet sig ind på holdet og er nu førstevalget på målmandsposten hos silkeborgenserne.
Tomme sæder: Fans svigter ACH og SIF
- Selv om det er gået godt for mig, især i efteråret, så er der stadig områder, hvor jeg kan blive bedre. Jeg søger hele tiden at udvikle mine færdigheder. I feltet skal jeg være forudseende og god til at vurdere situationerne, og rent teknisk vil der hele tiden være områder, hvor jeg kan forbedre mig. Så jeg regner bestemt med, at jeg bliver endnu bedre i fremtiden, siger Thomas Nørgaard.
Kulturbærer i klubben
Og sportschefen i Silkeborg IF, Jesper Stüker, er glad for den nye aftale med målmanden.
- Thomas har præsteret rigtig godt i efteråret med afgørende redninger. Vi ser ham fortsat som en vigtig spiller i vores Vision 2018. Vi har forlænget med en målmand, der er en garanti for en solid indsats, og efterhånden har han også vokset sig ind i rollen som en af kulturbærerne i truppen, siger Jesper Stüker.
Silkeborg IF overvintrer på femtepladsen i 1. division med 28 point - fire point færre end AC Horsens på den oprykningsgivende tredjeplads.