Ingen aften- og weekendtog til Odder
Midttrafik ændrer køreplanerne på grund af letbanearbejde
Passagerer mellem Aarhus og Odder skal snart vænne sig til at tage bussen i stedet for toget, hvis de skal hjem sent om aftenen eller i weekenden.
Midttrafik varsler i dag ændringer fra den 13. december, hvor det i første omgang drejer sig om afgangene klokken 22.50 og 23.50 fra Aarhus og klokken 22.22 fra Odder.
Nærbane mellem Odder og Grenaa lukker i mere end et år
Fra 16. januar bliver afgangene i weekenderne også lukket ned og erstattet af busafgange, ligesom det også er tilfældet for de sene aftenafgange.
- Det vil tage lidt længere tid med bus. Til gengæld vil der være en buslinje, der kører mellem Viby og Odder, siger køreplanlægger Frits Hedegaard fra Midttrafik til tv2oj.dk.
Forklaringen på ændringerne er, at Aarhus Nærbane i disse år er ved blive omdannet til Aarhus Letbane.
I december går arbejdet med at etablere kørestrøm og banke betonpæle i jorden på strækningen i gang. Det er nemlig selv samme strækning, som den kommende letbane kommer til at køre på og som derved vil erstatte nærbanen.
Lukningen af afgangene er første skridt af en gradvis lukning af nærbanen frem mod, at letbanen står færdig, fortæller Frits Hedegaard.
Aarhus Nærbane lukker helt fra den 28. august 2016 frem til efteråret 2017.
Du kan se alle ændringerne for Aarhus Nærbane ved at klikke her.