Trods it-nedbrud: Billetsalg til Smukfest kom godt fra start
- Bedste start nogensinde, fortæller festivalens talsmand
Klokken 10.00 tirsdag formiddag sad mange festivalgængere klar foran computeren eller havde deres mobiltelefon i hånden.
Her startede billetsalget nemlig til næste års udgave af Østjyllands største musikbegivenhed, Smukfest i Skanderborg.
Det er andet i træk, at billetsalget blev sat i gang netop den 1. december. Tidligere skete det allerede i det øjeblik, at sommerens festival var færdig.
Selvom salget nu er udskudt nogle måneder og dermed forløber over kortere tid, så ser den nye taktik ifølge festivalens talsmand Poul Martin Bonde ud til at give pote.
- Det er gået helt fantastisk. Vi har solgt langt flere billetter, end vi havde på samme tidspunkt sidste år, siger han til tv2oj.dk.
Startvanskeligheder
Poul Martin Bonde vil ikke ud med, hvor mange billetter der er blevet solgt, men kan sige så meget, at der er tale om 'flere tusinde'.
Billetsalget kom dog ikke ligeså godt fra start, som festivalarrangørerne havde håbet. Kort efter klokken 10 gik Smukfests hjemmeside ned i knap tyve minutter.
- Vi havde et par drillenisser på besøg. Alt var ellers prøvet af bare fem minutter, inden det gik løs, siger Poul Martin Bonde.
De festivalgængere, som nu har valgt at købe billet, ved endnu ikke, hvilke musikere og bands de skal opleve i bøgeskoven i Skanderborg til sommer.
Det endelige festivalprogram bliver nemlig først afsløret den 26. januar 2016.