Farvel til ghetto-stemplet: Det er som at vinde i lotteriet
To østjyske boligområder er ikke længere at finde på listen over udsatte boligområder
Der er blevet længere mellem ghettoområderne Danmark - helt præcis er der nu fem færre, end der var sidste år.
Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, som er blevet offentliggjort i dag.
'Ghettolisten', som den i folkemunde er blevet kendt som, består nu af 25 boligområder fordelt på hele landet. To af de områder, der er røget af listen, er Trigeparken i Aarhus og Højvangen i Skanderborg.
Formand for Afdeling 20 i Trigeparken, Teddy Weinrich, er glad for, at det aarhusianske boligområde nu er blevet fri for ghetto-stemplet:
- Det er dejligt. Det er næsten som at vinde i lotteriet eller få en ekstra julegave, siger han, da TV 2 | ØSTJYLLAND ringer og overbringer ham nyheden.
Boligområderne på ghettolisten er alle almene boligområder med mindst 1.000 beboere. Fælles for dem er ifølge ministeriet, at de er karakteriseret ved at have lav beskæftigelse, relativt mange dømte, mange indvandrere og efterkommere, mange beboere uden nogen form for kompetencegivende uddannelse og en lav indkomst.
En ny start
Teddy Weinrich fra Trigeparken har flere gange været fortaler for, at området skulle fjernes fra listen. Han kan ikke genkende billedet af, at Trigeparken skulle være et problemfyldt boligområde.
- Det er svært at leje boliger ud, når man har sådan et stempel. Ghettoer forbindes ofte med uro og skyderier, siger han.
Det kommende år skal Trigeparken er i gang med et større renoveringsprojekt, så derfor ser Teddy Weinrich nyheden om ghettostemplet som endnu et plus i bogen og et skridt i den rigtige retning.
Et skridt, der med tiden kan betyde, at flere er interesserede i at flytte til område:
- Vi kommer nok ikke til at mærke med det samme, at der flytter flere hertil, men jeg tror, det vil have en betydning med tiden.
Årsagen til, at de fem boligområder - deriblandt to østjyske - er fjernet fra listen er hovedsageligt dalende kriminalitet, oplyser ministeriet.
Klik her for at se hele listen over ghettoområder i Danmark pr. 1. december 2015.
Kriterier for at komme på ghettolisten
- Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).
- Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
- Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for deseneste 2 år).
- Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.