Nissehus blev blæst omkuld af stormen
Indehaver af Eventyrskoven nær Odder er ked af ødelæggelserne
En eventyrpark for børn i Torrild ved Odder er blevet hårdt ramt på pengepungen efter aftenens og nattens storm.
Henriette Toftegaard, som ejer parken kaldet 'Eventyrskoven', fik sig et chok, da hun gik sig en tur for at besigtige skaderne efter stormen.
Stormen havde nemlig raseret parkens nissehus, som har kostet 25.000 kroner at opføre:
- Huset er blæst 100 meter ud på marken. Kun gulvet står tilbage og ellers ligger resten som pindebrænde, siger hun til tv2oj.dk.
Eventyrskoven er et helt nystartet projekt, som har fået en halv millioner kroner i støtte fra Naturstyrelsen, Friluftsrådet, LAG og Odder Kommune.
Derudover har Henriette Toftegaard og hendes familie selv finansieret en del af projektet og købt to hektar jord, hvor parken kan ligge.
- Det er rigtig ærgerligt. Vi har selv lagt mange penge i projektet og har endnu ikke fået nogen indtjening, så det rammer os hårdt. Vi har ikke lige penge til at bygge et nyt, siger Henriette Toftegaard.
Hårdt ramt
Eventyrskoven består af blandt andet en naturlegeplads, sansesti, borde, bænke og en række bygninger, som skal lære børn om gamle sagn og historier. Netop nissehuset var i den forbindelse et af de vigtige elementer:
- Vi kender jo alle nisser fra julen, men vi vil også gerne vise, at der også er andre slags nisser som eksempelvis skovnisser, siger Henriette Toftegaard.
Henriette Toftegaard er uddannet sundhedsplejerske, sygeplejerske og motorisk vejleder og fik idéen til Eventyrskoven efter en arbejdsskade for syv år siden.
Hvad der nu skal ske efter, at nissehuset er blevet smadret, ved Henriette Toftegaard endnu ikke med sikkerhed. Hun har ikke selv råd til at erstatte huset, men håber, at folk vil donere et bidrag.
Indtil videre har hun modtaget flere penge via Mobilepay:
- Jeg håber, at mange bække små kan gøre en forskel, så vi kan nå at bygge et nyt, inden vores officielle åbning til april næste år, siger Henriette Toftegaard.
Eventyrskoven er indtil videre blevet brugt til børnefødselsdage og overnatninger i shelters.