Svømmehal er lukket på grund af stormskader
Også containeroverdækning fik sig en flyvetur i Brabrand
Badegæster der mandag morgen havde set frem til en dukkert i svømmehallen Gellerupbadet i Brabrand, måtte gå tørre hjem.
På døren til svømmehallen hang en seddel med teksten 'Lukket grundet stormskade'.
Samme besked skriver Gellerupbadet mandag formiddag på sin Facecbook-side. Her opfordres gæsterne til at benytte sig af andre svømmehaller den næste uges tid.
Årsagen til lukningen kunne ses, hvis man kiggede op på taget. Tagplader var blæst af og havde efterladt bygningen med flere huller i tagkonstruktionen.
- Hele den vestlige side er fløjet af, fortæller Mark Hansen, som er direktør for City Stilladser.
Containeroverdækning på afveje
Han var mandag formiddag forbi området for at se, hvor hårdt stormen havde ramt både svømmehallen, men også byggepladsen lige ved siden af.
Stormen 'Gorm' havde nemlig ikke kun lavet hul i Gellerupbadets tag. Den havde også fået fat i en stor overdækning til containere, som var blæst ind på en fodboldbane ved siden af svømmehallen.
Under flyveturen havde overdækningen, der minder om en kæmpe trampolin, ødelagt et hegn.
- Det kunne være gået rigtig galt. Det er virkelig kræfter der har været på spil, siger stilladsdirektør Mark Hansen, der fik et opkald omkring flyveturen mandag morgen.
Du kan se video af skaderne på Gellerupbadet og den flyvende overdækning øverst i artiklen.