Farvel Gorm: Nu er det igen trygt at færdes udenfor
Storm ramte Østjylland søndag aften. Træer er væltet, og tag på boligblok blæst ned
Stormen Gorm ramte søndag aften Østjylland med vindstød af orkanstyrke.
Ved Sletterhage Fyr på Helgenæs blev der målt vindstød på op til 40/s. Middelvinden blev målt til 31 m/s, hvilket er stærk storm på grænsen til orkan.
Stormen fejede dog kun på tværs af Østjylland i en forholdsvis kort periode. Allerede ved 22.30-tiden er vinden aftaget betragteligt.
Der er dog stadig god grund til at tage sig i agt i trafikken. Østjyllands Politi beretter om væltede træer flere steder.
På Oddervej syd for Aarhus er et træ væltet ud over kørebanen nær Beder. Også flere andre steder er træer væltet, fortæller vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk
I Aarhus Midtby er afspærringen ved et stillads væltet på M.P. Bruuns Gade. Hjemmeværnet har afspærret området, oplyste politiet tidligere søndag aften.
Stormen kulminerer over Østjylland klokken 22
I Montanagade i det centrale Aarhus er flere plader faldt ned fra et stillads. En af pladerne har ifølge politiet ramt en parkeret bil.
- Området omkring stilladset ved Montanagade og Odensegade er lige nu spærret. Det rykker godt i stilladserne i det indre Aarhus, siger vagtchef Carsten Dahl.
Samsø-færgen til passagerer: I kan sove her
På et tidspunkt frarådede Østjyllands Politi al unødig udkørsel i Aarhus Midtby.
Modsat flere politikredse længere sydpå opfordrede Østjyllands Politi dog ikke generelt bilister til at holde sig væk fra vejene. Dog var det ifølge politiet klogt at følge situationen:
- Det er en god idé at følge trafikmeldingerne og holde øje med tv og radio. Man skal efterkomme de anvisninger, man får, siger vagtchef Carsten Dahl.
På Emmasvej i det vestlige Aarhus er et tag søndag aften blæst af en boligblok. Tre biler er ødelagt.
I Silkeborg Midtby er et stort stillads ifølge Brand og Redning Silkeborg væltet i Hostrupsgade. Også flere træer er væltet i Silkeborg-området, beretter brandvæsnet.
En seer oplyser søndag aften til TV 2 | ØSTJYLLAND, at flere træer spærrer kørebanen i Dagsvad ved Langå. Også Skovboulevarden ved Fladbro vest for Randers har været spærret på grund af væltede træer.
Arriva har søndag aften aflyst alle tog på strækningen mellem Aarhus H og Struer. DSB kører med forsinkelser.
Øverst i artiklen kan du se en video fra en lille del af Gorms ødelæggelser, blandt andet nedfaldne hustage i Brabrand og Randers. Videoklippene er filmet af alarm112østjylland og Local Eyes.