Røver truede kioskpersonale med pistol
En mand begik torsdag aften røveri mod en kiosk på Skelagervej i det nordlige Aarhus
Kl. 20.40 torsdag aften udspillede der sig en dramatisk scene i en kiosk på Skelagervej i Aarhus. Her truede en endnu ukendt gerningsmand personalet til at udlevere et kontant beløb fra kasseapparatet. Efterfølgende løb han fra butikken.
En ansat i kiosken forsøgte dog at tilbageholde manden ved udgangen uden held, og det førte samtidig til, at røveren truede den gældende medarbejder.
- På nuværende tidspunkt har vi intet nyt i sagen, men hører gerne fra vidner, der måtte have set noget, siger politikommissær hos Østjyllands Politi, Vagn Martinussen.
Personalet har givet et signalement af manden. Han beskrives som dansk af udseende, 20-25 år gammel og 175-180 cm høj. Han er spinkel af bygning og var iført en sort eller mørkegrøn jakke med hætte. Han havde desuden mørke bukser på.
Oplysninger kan ske til Østjyllands Politi på telefon 114.