RFC-anfører glæder sig over gratis entre
Randers-holdet møder FC Nordsjælland hjemme lørdag klokken 16
Randers FCs fans har fået to julegaver før tid.
For det første er der gratis indgang til kampen mod FC Nordsjælland lørdag - og derudover har klubben forlænget kontrakten med anfører Christian Keller.
Det betyder, at anføreren har kontrakt med Randers-klubben frem til sommeren 2017. Og det var ikke et svært valg at foretage.
- Det var rimelig let. Jeg har ikke været interesseret i at få andre tilbud eller skifte klub, så det var egentlig bare at høre, om klubben var interesseret, og det var den heldigvis, siger Christian Keller, der håber, at han også på sigt kan blive i klubben.
Christian Keller forlænger med Randers FC
Lørdag skal Randers FC møde FC Nordsjælland på hjemmebanen. Da Randers FC sidst spillede havde anfører Keller karantæne, så han glæder sig til være med på banen igen.
- Det er super dejligt at være tilbage, det er jo altid hårdt at sidde og kigge på ens holdkammerater, der spiller, og ikke rigtig selv have indflydelse på spillet og desværre også det nederlag, vi fik. Men det håber jeg, at vi kan ændre på mod FC Nordsjælland i weekenden, siger Christian Keller.
Der er gratis entre til kampen lørdag klokken 16.00, så Christian Keller håber, at der kommer mange fans og bakker op om holdet.
Se interview med Randers FC-anføreren i videoen ovenfor.