Black Friday er blevet et tilbuds-hit
Butikkerne står i kø for at komme med de bedste tilbud fredag både i butik og online
Det amerikanske fænomen Black Friday har for alvor fået tag i danskerne. Black Friday har siden år 2000 været den dag, hvor amerikanerne tog hul på julegaveindkøb, da mange amerikanere holder fri dagen efter Thanskgiving, som ligger den fjerde torsdag i november.
Herhjemme spiser vi ikke kalkun torsdag, men alligevel har butikkerne taget fænomenet Black Friday til sig, og de seneste år har danskerne fået øjnene op for de mange gode tilbud, der kan reducere priserne på julegaverne.
Derfor forventer Dansk Supermarked ved Aarhus også at lave en rekordomsætning på det amerikanske fænomen.
Det giver ekstra arbejde, og specielt på lageret, hvor de mange indkøb skal ekspederes.
- På en almindelig dag har vi kun 15 mand på arbejde, men til Black Friday har vi faktisk 50 mand inde for at hjælpe med at få ekspederet varerne ud til kunderne, siger Magrethe Mette Poulsen, der er afdelingsleder hos E-commerce Logistics i Dansk Supermarked.
Sidste år lavede Bilka.dk rekordomsætning og i år forventes at blive endnu større.
- Når vi snakker gaver, så bliver Black Friday den helt, helt store dag. Og det er specielt på online-salget. Sidste år slog vi rekord, og det forventer vi at overgå med flere længder i år, siger Kenneth Nielsen, der er Koncerndirektør for E-handel i Dansk Supermarked.
Se interview om Black Friday i videoen ovenfor.