Kunst kommer ind under huden på Kina
Stor begejstring for kinesisk udstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus
En vellykket udstilling, som formår at tegne et bredt billede af dagens Kina.
Det er konklusionen efter, at de to anmeldere Annemarie Winther og Trine Wiese fra kommunikationsbureauet Winther og Wiese har besøgt den nye udstilling 'A New Dynasty - Created in China' der er aktuel på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Udstillingen består af forskellige kunstværker og installationer kreeret af 25 kinesiske kunstnere. Værkerne tæller blandt andet en supermand i bambus og et tigerskind lavet af 500.000 cigaretter.
Anmelderne roser særligt udstillingens spændevidde, som på en 'subtil' måde formår at rejse en samfunds- og systemkritik.
- Man ser en helt ny side af den kinesiske kultur, siger Trine Wiese, som selv har rejst en del i Kina.
Hun er særligt glad for udstillingens alsidighed:
- Den kunst man bliver præsenteret for (i Kina, red.) er meget silketryk. Den glatte kunst. Det er den, der bliver vist for turister, fortæller hun.
Samfundskritik under overfladen
- Det her er en udstilling, man måske kun kan se i Vesten.
Trine Wiese fremhæver et kunstværk, som er en kritik af tekstilindustrien i Kina rettet mod problemer som underbetalt arbejdskraft og enorm forurening.
Ligeledes er der et værk, som fortæller historien om de mange arbejdere der døde under opførelsen af Den Kinesiske Mur
- Lige pludselig går man om på den anden side af muren, og så er der knoglerester, siger Trine Wiese.
- Kritikken er gemt lige under overfladen.
Udstillingen 'A New Dynasty - Created in China' bliver vist frem til den 22. maj 2016.
Du kan finde ud af, hvor mange stjerner de to anmeldere uddeler til udstillingen i videoen øverst i artiklen.
Anmeldelsen indgår som en del af programmet Kulturkampen, som sendes onsdag aften klokken 22.40 på TV 2 | ØSTJYLLAND. Du kan også se hele programmet her