Keller: Unge spillere har det lettere i dag
Randers FC-anfører Christian Keller mener, at unge fodboldspillere har det lettere i hierarkiet i dag end tidligere
Skal de unge spillere pudse fodboldstøvlerne for de ældre, skal de unge samle bolde og kegler sammen efter træning, eller skal hierarkiet i spillertruppen være mere fladt.
Den debat blev forleden startet af Brøndbys Johan Larsson og Magnus Eriksson i et interview i BT, hvor de begge fortæller, at de synes, der er alt for lidt hierarki i dansk fodbold.
I Randers FC synes anfører Christian Keller, at det er vigtigt med hierarki i spillertruppen, og han fortæller, at hierarkiet er mere fladt og mindre tydeligt nu end for 10 år siden.
Naturligt med hierarki
- Det kommer nok helt naturligt at de, der er lidt ældre og har spillet flere kampe og været i klubben i lang tid, er lidt højere i hierarkiet, mens de unge spillere og de nye spillere i klubben er lidt mere ydmyge og lytter til de spillere, der har været i klubben i længere tid. Men der skal heller ikke være alt for meget forskel, og det er jo ikke som tidligere tider, hvor det virkelig var, føler jeg i hvert fald, på et højere niveau, end det er i dag. De unge har det lettere i dag, siger Christian Keller og fortsætter:
- På alle arbejdspladser er det vel sådan, at der er nogen, som bestemmer og som man lytter efter, og sådan er det også i en fodboldklub og på et fodboldhold. Der vil altid være nogen, der har mere at sige end andre.
Silkeborg IF henter georgier i AGF
Randers-anføreren husker selv, hvordan han som ung spiller i Vejle måtte pudse støvler for de mere rutinerede holdkammerater.
Unge har det lettere i dag
- Jeg føler, at de unge har fået det lettere, og det er måske ikke helt på samme måde, som da jeg selv var ung, hvor det var noget med at pudse støvler for de ældre spillere, ordne bolde og flytte mål. De ting kommer de unge lidt lettere over i dag. Der er ikke så meget, de skal gøre udover at koncentrere sig om at spille fodbold.
- Sådan var det ikke tidligere, men sådan har udviklingen været. Så håber jeg bare, at det hjælper de unge, men de skal selvfølgelig også være ydmyge og klar over, at de skal gøre sig fortjent til at få mere at sige og mere magt, siger Christian Keller.
Du kan se hele interviewet med Christian Keller om hierarki og betydningen af det i en fodboldtrup i videoen øverst på siden.
Netop dette emne bliver også debatteret i denne uges Fodbold Med Horup, hvor Peter Sørensen, Silkeborg IF-træner, og Niels Lodborg fra AC Horsens er gæster. Du kan se programmet online her.