Motorvej ved Silkeborg har snart fået låg på
Entreprenørfirma arbejder på at færdiggøre overdækning af motorvej ved Silkeborg
Motorvejsbyggeriet ved Silkeborg er blevet beskrevet som Danmarkshistoriens dyreste.
Det skyldes i høj grad hensynet til byen, som motorvejen skærer lige igennem. Tidligere er der blevet opført store broer gennem de natureskønne omgivelser, og nu er endnu en milepæl snart nået.
Entreprenørfirmaet Arkil har i denne måned indledt slutfasen med at få lavet en overdækning af en tunnel.
Overdækningen fungerer som en slags 'låg' over en 300 meter lang tunnelstrækning.
- Vi gør det for at støjreducere påvirkningerne for beboerne efterfølgende, fortæller projektchef Jesper Bjerre fra Arkil.
Plads til leg og motion
Støbningen af det store betondæk skal nemlig sørge for, at støjen fra bilerne på motorvejen ikke generer beboerne i boligområdet ved Gødvad Bakke der er nogle af motorvejens nærmeste naboer.
Samtidig får den store overdækning også en praktisk funktion. Silkeborg Kommune har tidligere afsløret planerne om at opføre en 9.000 kvadratmeter stor park ovenpå motorvejen.
Det vil sige, at betondækket ikke blot bliver ved med at være beton, men i stedet bliver underlaget til en oplevelses- og idrætspark kaldet DisCover Park med plads til motion og leg.
- Så er det lidt op til Silkeborg Kommune, hvad de vil bruge den til, siger Jesper Bjerre.
Støbningen af motorvejsoverdækningen forventes at være færdig til nytår. Derefter skal arbejdet med at brandsikre tunnelen og opsætte lys og ventilationssystem i gang.
Du kan høre mere Jesper Bjerre fortælle mere om motorvejsprojektet i videoen øverst i artiklen.