Enhedslisten til kamp mod parcelhusprærien
Der skal bygges andet end parcelhuse i Favrskov, mener Enhedslistens Peder Meyhoff
Der skal være plads til rækkehuse og lejligheder, når Favrskov Kommune i fremtiden skal tiltrække nye borgere.
Det mener Enhedslistens Peder Meyhoff, der ligesom en række byrådskollegaer torsdag aften deltog i en direkte tv-debat i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten.
Ifølge Peder Meyhoff har Favrskov de seneste år i alt for høj grad udstykket nye parcelhusgrunde for tilflyttere, der ønsker at bygge deres eget enfamiliehus.
Det er dog vigtigt, at der også er nye boliger for dem, der leder efter andre boligformer, når der skal skiftes folkeregisteradresse, fastslår Enhedslistens enlige medlem af Favrskov Byråd.
- Jeg håber, at jeg kan få gennemført, at vi får nogle flere tæt/lav-byggerier, som er spændende og kreative.
- Nu siger borgmesteren (socialdemokraten Nils Borring, red.), at han tænker meget på økonomien - og det gør økonomiudvalget også. Derfor er de måske lidt for forsigtige med de her tæt/lav-byggerier. De holder sig lidt tilbage og vil som sagt hellere sælge parcelhusgrunde, siger Peder Meyhoff.
Venstre i Favrskov: Stor forskel på os og rød blok
Peder Meyhoff understreger, at han ikke er ude i et ideologisk korstog mod parcelhuse. Han ønsker blot en mere blandet boligmasse i kommunen.
- Jeg har ikke noget imod parcelhuse. Overhovedet ikke. Det er fint nok, at der bor folk i parcelhuse. Det skal være varieret, så vi kan tiltrække forskellige typer af mennesker, som gerne vil lave forskellige ting. Også dem, der gerne vil lave noget kreativt.
TV 2 | ØSTJYLLAND gennemfører i denne måned midtvejsvalg i samtlige østjyske kommuner samt i Region Midtjylland. Torsdag aften var turen kommet til Favrskov Kommune, hvorfra vi sendte direkte fra Kulturhuset Sløjfen i Hadsten.
I videoen øverst i artiklen kan du høre, hvad spidskandidaterne fra en række partier vil arbejde for op mod kommunalvalget om præcis to år.