Finder de innovative løsninger
400 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus er i disse dage i færd med at løse 12 opgaver for lokale fødevarevirksomheder
For tredje år i træk samler Erhvervsakademi Aarhus i disse dage 400 af deres studerende fra forskellige uddannelser. De har den fælles opgave at komme op med innovative forslag til at løse 12 fødevare-virksomheders udfordringer.
- De studerende får tre meget praktisk nære dage, hvor de ofte i tæt samarbejde med firmaerne skal udvikle nye forretningsmodeller og måder hvor på varerne kan afsættes, forklarer projektchef Ulla Haahr.
Hun fortæller, hvordan de studerende arbejder sammen i teams om at komme op med de bedste og mest innovative forslag. Undervejs har de deres samarbejdspartner med på sidelinjen.
Vil sikre fremtiden for Møllerup Gods
- Det giver de studerende en unik mulighed for at skabe sig et godt netværk, samtidig med at de kan vise sig frem i forhold til deres fremtidige jobsituation, siger Ulla Haahr.
En af dem fra akademiet, der er med i forløbet, er Andreas Larsen, som læser en lederuddannelse inden for landbrug.
- Jeg er med, fordi det er spændende at finde frem til innovative løsninger for i vores tilfælde Møllerup Gods. Vi skal være med til at sikre fremtiden for godset og finde nye indtjeningsmuligheder for godset, fortæller Andreas Larsen.
Se hele indslaget øverst på siden