VIDEO: Her tændes Sallings nye julelys med 500.000 pærer
Fredag aften afslørede Salling i Aarhus sit nye julelys
Strøget i Aarhus var fyldt med mennesker fredag aften, og folk stod tæt pakket for at se det nye julelys på Salling blive tændt.
Det nye julehus på varehuset i det centrale Aarhus består af ikke mindre end 500.000 pærer fordelt på 25.000 lyskæder.
Fredag klokken cirka 19.05 trykkede Karin Salling på knappen, og varehuset lyste op som en stor julegave i mørket til jubel og klapsalver fra mange af tilskuerne.
Efterfølgende var der arrangeret en minikoncert med Mads Langer for de mange fremmødte
Sallings nye julefacade er designet af lysfirmaet Sirius, der blandt andet er kendt for sin julebelysning på Hotel D'Angleterre i København.
To uger om at sætte op
Det har taget cirka to uger at sætte de mange pærer op, og de er ankommet på i alt 18 lastbiler med ti paller på hver.
Ifølge Salling er pærerne energibesparende LED-lys, og juleudsmykningen bruger gennem to måneder den samme mængde strøm, som en almindelig dansk husstand bruger på en måned.
I videoen øverst på siden kan du se juleudsmykningen blive tændt.