Northside håber på første offentliggørelser i oktober
Festivalen Northside håber at have de første navne på programmet klar inden måneden er omme
Der går ikke længe, før Northside er klar med de første navne til 2016-udgaven af festivalen, der har meldt udsolgt i de seneste år.
Det fortæller talsmand John Fogde, der dog ikke kan komme med en præcis dato.
- Vi arbejder på at få nogle ting på plads, så vi kan have noget klar i denne måned, men vi er afhængige af en masse ting, for at det kan gå op i en højere enhed, siger John Fogde til tv2oj.dk.
Der er derfor ingen garantier - men ifølge talsmanden er der nogle gode ting i vente.
- Vi ligger i forhandling med en masse spændende navne, men hvornår der kan meldes noget klart ud, det kan jeg ikke sige endnu, siger John Fogde.
Han vil heller ikke udtale sig om, hvorvidt der allerede er skrevet under med de første kunstnere.
Northside ligger i 2016 mellem den 17. og 19. juni - og festivalen bliver som de senere år afholdt i Ådalen i Åbyhøj nær Aarhus.
Sidste år var The Black Keys, Placebo, Grace Jones og Wu-Tang Clan blandt hovednavnene.
Billetsalget er startet.