Farvel krise: 1.231 nye selskaber
Flere østjyder starter eget firma. Tendensen glæder Dansk Erhverv
Østjydernes vilje til at springe ud som iværksættere fejler tilsyneladende intet.
I løbet af de seneste tre måneder er der blevet etableret 1.231 nye selskaber i Østjylland. Det er mere end 16 procent flere end i samme periode sidste år.
De nye positive tal er udarbejdet af data- og analysevirksomheden Experian.
Også i andre dele af landet er tendensen den samme. Antallet af nye selskaber bekræfter ifølge Experian, at dynamikken for alvor er tilbage i dansk iværksætteri efter en årrække med økonomisk krise og lavvækst.
Udviklingen glæder Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 store og små virksomheder i primært servicesektoren.
- Foretagsomheden i iværksættermiljøerne er tydeligvis i klar fremgang, og det er glædeligt. Tallene viser en spirende iværksætterlyst i alle dele af landet, og de nye virksomheder er et vigtigt bidrag til femtidens vækst og velstand, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv Sigurd Schou Madsen i en pressemeddelelse.