AGF-direktør: Realistisk med nyt stadion
Jacob Nielsen tror på, at debatten om en ny fodboldhjemmebane i Aarhus kan føre noget konkret med sig
Man siger, at græsset altid er grønnere på den anden side.
I Aarhus er det dog ikke farven på græstæppet på byens stadion, der fejler noget, men alt omkring det.
Direktør i AGF Jacob Nielsen er derfor glad for, at der fortsat bliver pustet liv i snakken om et helt nyt stadion i byen. Et stadion, hvor kvaliteten af græsset er ligeså godt og hvor løbebanen og kulden er væk.
Han vil ikke betegne tankerne og planerne om et nyt stadionbyggeri som en drøm. For som han siger:
- En drøm plejer tit at være urealistisk. Det her må være meget realistisk som landets største by uden et rigtigt fodboldstadion.
Og det er det med 'et rigtigt stadion', som AGF-direktøren lægger vægt på og gentager flere gange i interviewet med TV 2 | ØSTJYLLAND.
Væk med atletik-stadion
Selv samme ord brugte de to politikere og rådmænd i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V) og Rabih Azad-Ahmad (R) i dag om det, som Aarhus i øjeblikket mangler.
Ifølge Jacob Nielsen mangler byens stadion, som nu hedder Ceres Park, intimitet, professionalisme og komfort. Publikum sidder alt for langt fra spillerne og arkitekturen gør, at det blæser for meget.
Han mener, at det er på tide, at Aarhus skrotter det nuværende 'atletik-stadion', ligesom man har set flere steder i Skandinavien, og bygger et helt nyt og moderne anlæg til glæde for alle:
- Det er ikke kun over for spillerne, men også over for publikum. Men det er klart, at det rent sportsligt også burde have en større effekt, siger Jacob Nielsen.
Skub i stadionplaner
I dag er der plads til knap 20.000 tilskuere på Ceres Park. I de første fem hjemmekampe i sæsonen har der i gennemsnit været 10.400 fans på lægterne.
Antallet af siddepladser på et nyt stadion kunne derfor sagtens nedjusteres til omkring 15.000, erkender AGF-bossen. Det vigtigste er, at der bliver endnu mere fokus på at skabe en god oplevelse, så endnu flere tilskuere vælger tv-skærmen fra og køber en billet til stadion.
Jacob Nielsen håber, at der hurtigst muligt bliver sat gang i konkrete stadionplaner, hvis der er politisk opbakning i Aarhus Byråd til det.
- Vi siger ikke, at vi bare læner os tilbage og forventer at få det hele foræret. Vi vil gerne være med, siger han og henviser til, at det ofte er kommunen, der i samarbejde med investorer står for at bygge et nyt stadion.
Rådmænd i fælles fodboldfront: Byen skal have et rigtigt stadion